Where The Wind Turns The Skin To Leather er en meget billedrig titel. Man ser de lange og øde strækninger for sig, hvor den varme vind suser én om ørerne og bærer sandet frem. Man kniber automatisk øjnene, for lyset er skarpt, og huden spænder. Vi er i USA. Det kunne være nede i Arizona, men det kunne også være mange andre steder i det store land.

Og dermed er scenen sat på Marie Franks tredje album, som udkom den 3. oktober 2005. Lidt af en overraskelse, hvis man hører cd´en i direkte forlængelse af Vermilion, men er man bekendt med sange og stemninger på ep´en Swimmingly, er udviklingen mere lineær. Og såmænd også ganske logisk. Marie Frank har siden efteråret 2003, hvor hun turnerede Danmark tyndt med ep´ens sange, brugt stadig mere tid i USA og på landevejene i Europa med amerikanske musikere. Det har naturligvis påvirket hende og givet yderligere næring til de amerikanske spirer, som også har slået rødder i hende, hvor de gror lystigt.

Næppe havde Marie Frank og bandet trukket stikket ud efter den sidste koncert på dansk grund i efteråret 2003, før hun indløste visum til USA og tog over dammen for at give et par solokoncerter på hendes to ”hjemmebaner” i New York, CBGB´s Gallery og The Livingroom. Dernæst skulle hun turnere alene rundt i det store land med sin guitar, men helt alene var hun dog ikke. For akkurat som i Europa i foråret 2003 havde Howe Gelb også inviteret hende med som special guest på hans amerikanske turné med Giant Sand, hvor også Kristin Hersh fra Throwing Muses og Andrew Bird var med. Aftenerne endte som regel med dem alle sammen på scenen samtidig til en stor hootenanny til glæde for publikum.

Men det var også en stor glæde og oplevelse for Marie at deltage på turneen, for koncerterne var velbesøgte, og de fandt sted i flere af de store og musikalsk attraktive byer i USA: New York, Chicago, Los Angeles og San Francisco. Især var besøget dér minderigt, da det var første gang, hun satte sine ben i byen, siden de i bogstaveligste forstand var blevet kørt over af en fartbølle i 1994! Det var dengang en yderst smertefuld oplevelse for Marie, men der kom senere en smuk sang ud af det til Vermilion-cd´en, Maggie´s Song, med erindringsbilledet ”The story about how I was cheated by David and John / My haircut, the Market Street accident, hit and run”. Det var derfor skæbnens ironi, at hun ni år senere skulle optræde på Great American Music Hall på O´Farrell Street – blot en spytklat fra ulykkesstedet.

Koncerten i San Francisco blev dog ingenlunde en traumatisk oplevelse for Marie Frank. Det blev snarere lidt af en fest, og det skyldtes især tredje halvleg, for efter deres optrædender tog hun og Giant Sand videre ud i byen til det legendariske spillested, The Fillmore, hvor Lucinda Williams spillede en af tre udsolgte koncerter. Timingen var nærmest perfekt, for Lucindas album, Essence (Lost Highway, 2001), havde været fast lydtapet i turbussen. Koncerterne på The Fillmore var lidt af et triumftog for den estimerede roots-sangerinde, og det kan alle høre ved at investere i hendes dobbelte livealbum, Live @ The Fillmore (Lost Highway, 2005), som netop stammer derfra. Marie havde også fornøjelsen af at møde Lucinda efter koncerten og sige tak for sangene, og det blev en sjov oplevelse. Det var nu ikke en snak om musik, som fik de to sangerinder på bølgelængde, men derimod Maries frisure, som gjorde et stort indtryk på den amerikanske sangerinde: ” I love your haircut, honey!”, udbrød Lucinda til Maries sagte fnisen. ”Do you do music too? Can I get your cd?” Det kunne Lucinda Williams naturligvis godt, og et eksemplar af Swimmingly skiftede flux hænder.

Det var lokkende at blive i San Francisco, men en koncert ventede nede i Los Angeles på Sunset Strip, hvor musikere som Grant Lee Phillips (Grant Lee Buffalo), Kurt Wagner (Lambchop) og englænderen Robyn Hitchcock (The Soft Boys) var mødt op. Der blev udvekslet høfligheder, og især skulle det flygtige møde med Kurt Wagner siden give bonus til Marie Frank.

Efter koncerterne i Californien vendte holdet kompasset mod Howe Gelbs hjemby, Tucson i ørkenstaten Arizona, hvor turneen skulle afsluttes med en enkelt koncert. Men undervejs kørte de igennem Joshua Tree og besøgte den anden store amerikanske Williams-sangerinde med fornavnet Victoria. Hun bor sammen med den tidligere Jayhawks-leder, Mark Olson, og tre hunde i selve Joshua Tree, og det blev et hyggeligt møde. Howe Gelb har tidligere arbejdet og turneret med hende, bl.a. ved to koncerter i Danmark i november 1990. Desværre tillod tiden ikke meget andet end et hurtigt dav-dav og et besøg på den lokale thai-restaurant, men i en perfekt verden vil Marie Frank og Victoria Williams en dag finde sammen musikalsk.

I Tucson gik Marie i studiet med John Parish og Howe Gelb og lagde vokal på fire sange til Giant Sand-cd´en, It´s All Over… The Map (Thrill Jockey, 2004), inden hun sidst på året kunne vende hjem til Århus og den danske jul.

Næppe var kalenderen for 2004 taget i brug, før hun fik en henvendelse fra Kurt Wagner fra Lambchop, som ikke kunne glemme det indtryk, hun havde efterladt ved koncerten i Los Angeles nogle måender forinden. Han tilbød hende derfor supporttjansen på Lambchops skandinaviske turné samme forår. Marie var naturligvis glad for henvendelsen og takkede pænt ja og spillede dernæst fem koncerter i Norge, Sverige og Danmark, som var totalt udsolgte. Det var lidt af en udfordring for Marie Frank, der ved de koncerter mødte et publikum, som ikke var familiær med hendes sange, men både nordmændene og svenskerne tog godt imod dem.

Herhjemme tog hun til gengæld imod en udfordring fra Folkekirkens Nødhjælp om at give en række kirkekoncerter rundt omkring i landet. Flankeret af Anders Pedersen på guitar og Kent Olsen på trommer blev det til optrædender i ti forskellige kirker med et repertoire af lettere afdæmpede versioner af sange fra hele karrieren samt en enkelt salme. Sideløbende var hun så småt begyndt at tænke på nye sange, og i løbet af foråret og henover sommeren 2004 kom der for alvor gang i sangskrivningen, da Marie og Kent satte sig sammen med Søren Koch og Nicolai Land. Det blev til en del sange, hvoraf nogle kom med på det kommende album, mens andre ikke gjorde. I efteråret optrådte Marie i London med Howe Gelb og hans danske hold af musikere, som nu udgjorde Giant Sand. Det var Anders Pedersen (guitar, lapsteel m.m.); Thøger T. Lund (bas) og Peter Dombernowsky (percussion). Dernæst tog hele holdet til USA, og efter en række koncerter i bl.a. Los Angeles og San Diego, brød Marie Frank med resten af Giant Sand, som fortsatte turneen. I stedet tog hun til New York for at genoptage dét samarbejde med Neill C. Furio, som hun havde indledt på Ancient Pleasures og siden udvidet på Vermilion, inden han skrev samtlige sange til hende til Swimmingly.

Undervejs tog hun også et kort smut op til Woodstock, New York, for at arbejde sammen med den sørgeligt underkendte sangskriver, Kevin Salem, og hun tog til Tucson, Arizona, hvor hun dels holdt noget ferie, og dels fik skudt en flot billedserie af fotografen og filminstruktøren Bill Carter, som bl.a. lavede den kritikerroste dokumentarfilm, Miss Sarajevo.

I november 2004 vendte Marie hjem til Danmark, og med mange musikalske ideer og færdige tekster begyndte hun og Kent Olsen straks arbejdet på et nyt album. De to udgjorde nu reelt det faste hold bag brandet Marie Frank. Kent havde ikke ligget på den lade side, mens Marie havde turneret rundt i Europa og USA med Howe Gelb. Han havde bl.a. styret deres fælles pladeselskab, Frankly Spinning Music, som de etablerede efter bruddet med BMG. Swimmingly var selskabets første udgivelse, og med pladedirektørkasketten på havde Kent dernæst udgivet albummet Peach Pony (Frankly Spinning, 2004) med den amerikanskbaserede britiske sangskriver Rachel Loshak, som han også turnerede med som trommeslager. Han havde også haft tid til at producere cd´en Photographical (Cope, 2003) med gruppen Mad Parker og spille trommer på Hush´ første cd, den succesrige A Lifetime (Universal, 2004).

De mange udenlandsrejser til trods havde Marie heller ikke været helt fremmed over for måneskinsarbejde, og hun havde lånt sin stemme til adskillige plader i samme periode, blandt andet til Delicia Minis Skuggi (Morningside, 2004), til Allan Olsens Gæst (Sony, 2004), til Ibens´ Ufornuft (Playground, 2004) og til yderligre et af Howe Gelbs utallige projekter, Arizona Amp And Alternators eponyme debutalbum (Thrill Jockey, 2005). Og sammen havde Marie og Kent også fundet vej til studiet for at indspille Kim Larsens Er du jol mon!!! til 25-års jubilæumsudgaven af Værsgo´ (Playground, 2005), som indbragte stor ros og en guldplade til de forskellige artister.

Det var således to musikere, som mange erfaringer rigere mødtes i december 2004 med det formål at indspille et nyt album. Parret fik hurtigt lagt en række nye sange og skitser til sange ned på bånd i deres eget kombinerede studie og øvelokale i Valby, København, men der var uafsluttet arbejde i USA, og i februar 2005 tog de begge derover med et par ugers mellemrum. Marie og Kent mødtes i New York, og sammen tog de op til Kevin Salem i Woodstock, hvor de indspillede tre sange. Det var dog kun den ene, genindspilningen af Scrabble-ina – hittet fra Swimmingly – som siden dukkede op på Where The Wind…-cd´en.

Efter en god måned i det amerikanske vendte Marie og Kent hjem til Danmark og fortsatte deres arbejde på den nye plade, som de næsten blev færdige med i maj 2005, hvor de afhændede deres studie og øvelokale i Valby, da Kent valgte at flytte til Århus med sin familie. Where The Wind Turns The Skin To Leather blev dernæst mixet i Feedback-studierne i Århus, og den færdige cd lå endelig klar på disken i de danske pladebutikker den 3. oktober 2005 til stor glæde for hendes mange fans.

Det er blevet dét album, som Marie Frank har taget tilløb til i mange år. Hun har således endelig fundet sin rette hylde. Rødderne er stadig dybt forankret i den amerikanske singer/songwriter-tradition, men hun har først turde overgive sig helt nu, og derfor har hendes tidligere flirten med americana udviklet sig til en stormende forelskelse. Og følelserne er gensidige, for cd´en er uden tvivl det bedste bud på et visionært dansk americana-album, vi hidtil er blevet præsenteret for. Såvel musikalsk som i teksternes forskellige lag, hvor ”hvor” ikke kun er et sted på landkortet, men også en sindstilstand.

Der var gået fire år siden Vermilion, og det er lang tid, men som Marie sagde med et lille smil forud for udgivelsen: ”Jeg er nødt til at lave en plade, som jeg med stolthed kan forære Lucinda Williams næste gang, jeg ser hende”. Hun har derfor taget sig den fornødne tid, som det tager at skrive og indspille en ny samling sange. De klæder hinanden i både sind og stemning, fra cd´en åbner med de tre træfsikre perler: I Like It When You Sleep, Kiss The Messenger og Drive, hvorefter det bliver en smule alvorligere, når Marie fastslår, at It Can´t Get Any Worse for siden at konstatere, at det kan det netop godt! Leather er en sang, som Howe Gelb oprindeligt skrev til Lisa Germanos ”projektgruppe” OP8, men her overtager Marie Frank den og giver den nyt liv sammen med netop Howe Gelb.

Derefter går Marie lidt i drillehjørnet med I See What You Say og efterlyser en indsigtslinse mod snæversynethed! ”Can’t believe I drank your contact lenses / Now your outlook is inside of me”, synger hun i den overraskende og ganske pudsige tekst. Whoops Wrong Daisy fra Swimmingly følger, inden It Passed You By fører frem til albummets to afsluttende blå sange, All Fall Down og den drømmende langsomme Spot On The Moon: ”If you hold on if you hold on I’ll hold you / If you let go if you let go I’ll let go too / If you should leave don’t let it be today”.

Det er et varmt og vittigt og vemodigt album, og det er kun v´erne! Det kunne også være s´erne; et stemningsrigt og et sjovt og et sanseligt album. Med andre ord: Et vovet og et søgende album. Vidunderligt og suverænt.

Anmelderne tog godt imod de nye sange, og bl.a. skrev B.T. i en femstjernet anmeldelse: ”Marie Frank fortsætter turen derud i det musikalske grænseland, hvor alle holder vejret i spændt forventning om, hvad den næste sang vil bringe”. Fyens Stiftstidende fulgte trop og kastede ligeledes fem stjerner efter cd´en: ”Maries stemme kommer for alvor til sin ret. Enkel, vedkommende og nærværende”. Og månedsbladene Gaffa og Bazaar stod ikke tilbage for dagspressens mange positive ord, snarere tværtimod. Henholdsvis fem og seks stjerner i de to blade blev ledsaget af følgende bedømmelse: ”Man kan nyde de nye varme sange, der bliver sunget med en engels indføling. Ganske enkelt smukt” i Gaffa, mens Bazaar skrev: ”En inderlig plade, der er fyldt med smukke melodier og helt fantastiske tekster. Den vil helt sikkert blive taget ned fra min cd-reol rigtig mange gange i fremtiden”.

Marie og Kent fulgte udgivelsen op med en turné i Danmark, hvor de blev akkompagneret af Anders Pedersen (guitar, lapsteel m.m.); Nicolai Land (bas) og Nikolaj Heyman (tangenter, guitar). Umiddelbart efter den sidste koncert på Rytmeposten i Odense den 26. november satte Kent Olsen sig bag skrivebordet for at arbejde på at få licenseret albummet til andre lande, som havde vist interesse for det, ikke mindst Tyskland og USA. Han gjorde også klar til at udgive en ny single fra Where The Wind…-cd´en. Valget faldt på sangen Drive, som blev sendt til de danske radiostationer i januar 2006. På et tidspunkt, hvor Marie nok engang havde krydset Atlanten for at begive sig til Tucson, Arizona, og en række koncerter dér, bl.a. nytårsaften foran Hotel Congress med snekanoner m.m. som scenestaffage.

Jan Poulsen
Januar 2006

http://www.mariefrank.dk