Lingua   

Il canto sospeso

Luigi Nono
Pagina della canzone con tutte le versioni


OriginaleTraduzione di Ginnasio Vagur Faeroer Islands
IL CANTO SOSPESO

Anton Popov [Aнтон Попов]

26 Jahre - Lehrer und Journalist. Stammt aus einer Familie politisch Verfolgter, veröffentlichte Erzählungen und Gedichte. Er wurde am 23. Juli 1943 in Sofia füsiliert.

Liebe Mama, lieber Bruder, liebe Schwester,

Ich sterbe für eine Welt, die mit so starkem Licht, solcher Schönheit strahlen wird, daß mein eigenes Opfer nichts ist.

Tröstet Euch im Gedanken, daß für sie Millionen von Menschen in Tausenden von Kämpfen auf den Barrikaden und an den Kriegsfronten gestorben sind. Tröstet Euch im Gedanken, daß unsere Ideen siegen werden.

Anton

*

Andreas Likourinos [Αντρέας Λικουρίνος]

14 Jahre alt, Schüler, geboren in Kallithea/Athen. Ohne Prozeß am 5. September 1943 in Kessariani füsiliert.

Papa, Sie bringen mich nach Kessariani für die Hinrichtung zusammen mit sieben anderen Verhafteten. Ich bitte Dich, verständige ihre Familien. Betrübe Dich nicht. Ich sterbe für die Freiheit und das Vaterland.

Andreas

*

Elefthèrios Kiossès [Eλευθέριος Kιωσσής]

19 Jahre alt, Student der Literatur und Philosophie, am 5. Juni 1942 in Kessariani als Geisel erschossen.

Liebe Mama, Papa und Schwesterchen,

Heute am 5. Juni 1942 werden sie uns füsilieren. Wir sterben als Männer für das Vaterland. Ich leide durchaus nicht und darum ich will auch nicht, daß Ihr leidet. Ich will keine Klagen und keine Tränen. Habt Geduld. Ich wünsche Euch, daß Ihr glücklich seid und Euch meinetwegen nicht betrübt. Grüße von ganzem Herzen an alle. Wir sind unserer Ahnen und Griechenlands würdig. Ich zittere nicht, und ich schreibe Euch aufrecht auf meinen Füßen stehend. Ich atme zum letzten Mal die wohlriechende hellenische Luft unter dem Hymettos. Es ist ein wunderbarer Morgen. Wir haben kommuniziert und haben uns auch mit Kölnisch Wasser besprengt, das einer in seiner Tasche hatte.

Lebe wohl Griechenland, Mutter der Heroen

Lefteris

*

Konstantinos Sirbas [Kωνσταντίνος Σίρμπας]

22 Jahre alt, Friseur. In Gegenwart seines Vaters auf dem Hauptplatz in Trikala am 18. April 1943 gehängt.

Mein verehrter Vater, in zwei Stunden werden sie mich auf dem Platz hängen, weil ich ein Patriot bin. Da kann man nichts machen. Sei nicht verbittert, Vater, so war es mir beschieden. Ich sterbe in Gesellschaft. Lebe wohl. Auf Wiedersehen in einer anderen Welt. Ich erwarte Euch, und der Tag, wann Ihr kommen werdet, wird ein Festtag sein. Meine Kleider holet bei der Polizei. Meine Brieftasche enthielt nichts, aber sie ist neu. Nimm Du sie Papa. Erinnere Dich, daß Dein Sohn verbittert ist, daß er die Glocken der Freiheit nicht hören wird.

Kostas -
es stand geschrieben, daß ich im April sterbe.

*

Chaim

14 Jahre, Bauernsohn, geboren in Galizien. Er wurde bei einer Razzia aufgegriffen und mit Tausenden anderen jungen Juden in das Lager Pustkow gebracht und dort getötet. Der durch den Stacheldraht gesteckte Brief wurde von einem Bauern gefunden und den Eltern des Jungen gegeben.

Meine lieben Eltern,

Wenn der Himmel Papier und alle Meere der Welt Tinte wären, könnte ich Euch mein Leid und alles, was ich rings um mich sehe, nicht beschreiben. Das Lager befindet sich auf einer Lichtung. Vom frühen Morgen an treibt man uns in den Wald zur Arbeit. Meine Füße bluten, weil man mir die Schuhe weggenommen hat. Den ganzen Tag arbeiten wir, fast ohne zu essen, und nachts schlafen wir auf der Erde - auch die Mäntel hat man uns weg genommen.

Jede Nacht kommen betrunkene Soldaten und schlagen uns mit Holzstöcken, und mein Körper ist schwarz von blutunterlaufenen Flecken wie ein angekohltes Stück Holz. Bisweilen wirft man uns rohe Karotten oder eine Runkelrübe hin, und es ist eine Schande: hier prügelt man sich, um ein Stückchen oder ein Blättchen zu erwischen. Vorgestern sind zwei Buben ausgebrochen, da hat man uns in eine Reihe gestellt, und jeder Fünfte wurde erschossen. Ich war nicht der Fünfte, aber ich weiß, daß ich nicht lebend von hier fortkomme.

Ich sage allen Lebewohl und weine.

*

Eusebio Giambone

40 Jahre alt, Maschinensetzer, geboren in Monferrato/Asti. Beteiligte sich mit Gramsci und Parodi an der Besetzung von Fabriken. 1923 zur Auswanderung nach Frankreich gezwungen, arbeitete nach der Besetzung Frankreichs durch die Deutschen im Widerstand. Aus Frankreich ausgewiesen, kehrte er nach Turin zurück und schloß sich dort der Widerstandsbewegung an. Am 5. April 1944 von einem Exekutionskorps der Republikanischen Nationalgarde, G.N.R., auf dem nationalen Schießplatz Martinetto in Turin füsiliert.

Nach wenigen Stunden werde ich mit Sicherheit nicht mehr sein, aber sei gleichwohl versichert, daß ich ruhig und gefaßt vor dem Exekutionskorps stehen werde, so wie ich jetzt bin, wie ich es während jener zwei Tage eines Scheinprozesses war, wie ich es war bei der Verkündung des Urteils, denn ich wußte schon zu Beginn jenes Scheinprozesses, daß das Ergebnis ein Todesurteil sein werde.

Sind jene, die uns verurteilen, auch so ruhig? Sicherlich nicht.

*

Irina Malozon [Ирина Maлозон]

Mitglied der Jugendorganisation Komsomol. Verteilte Material, das ihr Onkel (der gleiche, an den der Brief gerichtet ist) verfaßte. Übte im Widerstand Verbindungstätigkeit aus, wurde von den Deutschen gefangen genommen und getötet.

Lieber Onkel,

Ich habe keine Angst vor dem Tod. Es tut mir bloß leid, nur so kurz gelebt und wenig für mein Land getan zu haben. Onkel, jetzt habe ich mich ans Gefängnis gewöhnt. Ich bin nicht allein, wir sind viele. Onkel, deswegen habe ich keine Angst vor dem Tod. Sag Mutter, sie soll nicht weinen. Ich hätte ohnehin nicht lange mit ihr gelebt. Ich hatte meinen Weg. Mutter soll das Geld verstecken, sonst stehlen es die Deutschen.

Lebe wohl, Deine Nichte Irina

*

Ljubka Schewtzowa [Любка Щевцова]

Mitglied der Jugendgruppe Molodaia Gwardija (Junge Wacht) wurde von den Deutschen verhaftet und gefoltert. Am 7. Februar 1943 wurde sie, eine Woche vor der Befreiung Krasnodons, durch die SS getötet.

Leb wohl, Mutter, Deine Tochter Ljubka geht fort in die feuchte Erde.


*

Esther Srul

Im September 1942 wurden diejenigen der 10000 Einwohner von Kowel in Wolhynien, die noch nicht getötet worden waren, in die Synagoge eingesperrt. Gruppenweise wurden die Gefangenen rausgelassen und erschossen. Eine Frau überlebt, sie wurde wahnsinnig. In den Trümmern der Synagoge fand man Botschaften in jiddischer Sprache.

Die Tore öffnen sich. Da sind unsere Mörder. Schwarzgekleidet. An ihren schmutzigen Händen tragen sie weiße Handschuhe. Paarweise jagen sie uns aus der Synagoge. Liebe Schwestern und Brüder, wie schwer ist es, vom schönen Leben Abschied zu nehmen. Die Ihr am Leben bleibt, vergeßt nie unsere kleine jüdische Straße. Schwestern und Brüder, rächt uns an unseren Mördern.

Esther Srul, ermordet am 15. September 1942

*

Elli Voigt

32 Jahre alt, geboren in Berlin. Kam mit der geheimen Widerstandsbewegung der Arbeiter in Berührung. Zu ihrer Verhaftung und ihrem Prozeß gibt es keine Unterlagen. Am 8. Dezember 1944 enthauptet.

Mein lieber Kamerad,

Es ist mir vergönnt, mich noch von Dir zu verabschieden, was leider den meisten Menschen nicht möglich ist. Ich weiß, Du würdest, wenn es in Deiner Macht stände, mir das Schwerste abnehmen. Doch jeder muß für das, was er getan hat, selbst einstehen. Meine Liebe zu Dir macht es mir leichter, als ich glaubte. Daß ich Dich bis ins Grab liebe, brauche ich wohl nicht zu versichern. Sei den Kindern immer das, was ich an Dir hatte, ein Kamerad. In der Hoffnung auf das Leben gehe ich in den Tod. Ich gehe im Glauben an ein besseres Leben für Euch.
Anton Popov (dänisch)

26 år – lærer og journalist. Stammer fra en politisk forfulgt familie, udgav fortællinger og digte. Han blev den 23, juli 1943 i Sofia henrettet ved skydning.

Kære mor, kære bror og kære søster. Jeg dør for en verden, som vil stråle med et så stærkt lys og sådanne skønhed, at mit eget offer intet betyder. Trøst jer med tanken om, at millioner af mennesker har ladt livet i tusinder af kampe på barrikaderne og ved krigsfronterne. Trøst jer med tanken om, at vores Idee vil sejre.

Anton


Andreas Likourinos (dänisch)

14 år, elev, født i Kallithea/Athen. Uden rettergang henrettet ved skydning den 5. september 1943 i Kessariani.

Far, de fører mig sammen med syv andere arresterede til henrettelse til Kessariani. Jeg beder dig, giv deres familier besked om det. Vær ikke ked af det. Jeg dør for friheden og fædrelandet.

Andreas


Elefthèrios Kiossès (dänisch)

19 år, litteratur-og filosofistuderende, skudt som gidsel den 5. juni 1942 i Kessariani.

Kære mor, far og søskende, idag, den 5. juni 1942 henretter de os ved skydning. Vi dør som mænd for vores fædreland. Jeg lider aldeles ikke, og derfor vil jeg heller ikke, at I lider. Jeg vil ingen klager og ingen tårer. Hav tålmodighed! Jeg ønsker, at I er lykkelige og ikke kede af det på mine vegne. Hilsner til alle fra hele mit hjerte. Vi er vores forfædre og Grækenland værdige. Jeg skælver ikke, og jeg skriver til jer rank og stående på mine fødder. Jeg indånder for sidste gang den duftende helleniske luft ved foden af Hymettos. Det er en vidunderlig morgen. Vi er gået til alters og har besprojtet os med Eau de Collogne, som en af os havde i sin taske. Lev vel, Grækenland, heltenes moder!

Lefteris


Konstantinos Sirbas (dänisch)

22 år, frisør. Hængt på torvet i Trikala den 18. april 1943, mens hans far så på.

Min højtærede far, om to timer vil de hænge mig på torvet, fordi jeg er patriot. Der kan man intet stille op. Vær ikke forbitret, far, sådan var det forudbestemt for mig. Jeg dør sammen med andere. Lev vel. På gensyn i en anden verden. Jeg venter jer, og den dag, I kommer, vil blive en festdag. Mit tøj kan I hente ved politiet. Min tegnebog var tom, men den er ny. Tag du den, far. Husk, din søn er forbitret over, at han ikke ville kunne høre frihedsklokkerne.

Kostas – det stod skrevet, at jeg skulle dø i april.


Chaim (dänisch)

14 år, bondesøn, født i Galizien. Han blev arresteret ved en razzia og sammen med tusinder af andere unge jøder bragt til lejren Pustkow, hvor han blev dræbt. Brevet, som var stukket igennem pigtrådshegnet, blev fundet af en bonde, som gav den til drengens forældre.

Hvis himlen var papir og hele verdens have var blæk, ville jeg ikke kunne beskrive jer min elendighed og alt det, som jeg ser omkring mig. Lejren befinder sig på en lysning. Fra tidlig om morgenen driver man os ud i skoven til at arbejde. Mine fødder bløder, fordi man har taget skoene fra os. Hele dagen arbejder vi, næsten uden at spise, og om natten sover vi på den bare jord – også frakkerne har man taget fra os. Hver nat kommer fulde soldater og slår os med kæppe, og min krop er dækket af sorte blodskudte pletter som et forkullet stykke træ. Af og til kaster man rå gulerødder eller en rå hen til os, og det er en skam: her slås man for at få fat i et lille stykke eller et lille blad. I forgårs brød to drenge ud, der har man stillet os op i en række og hver femte blev skudt. Jeg var ikke den femte, men jeg ved, at jeg ikke kommer levende herfra. Ich sage farvel til alle og græder.

Chaim


Eusebio Giambone (dänisch)

40 år gammel, maskinpasser, født i Monferrato/Asti. Deltog sammen med andre i besættelsen af fabrikker. 1923 blev han tvunget til at udvandre til Frankrig, arbejdede efter Frankrigs besættelse af tyskerne i modstandsbevægelsen. Blev senere udvist og vendte tilbage til Turin, hvor han tilsluttede sig modstandsbevægelsen. Den 5. april blev han skudt på den nationale skydeplads Martietto i Turin af et eksekutionskorps under den Republikanske Nationalgarde

G.N.R.

Om få timer vil jeg med sikkerhed ikke længere være i live, men vær sikker på, at jeg vil stå rolig og fattet foran eksekutionskorpset, ligesom jeg er det nu og som jeg har været det i dagene under skueprocessen og ved domsafsigelsen, fordi jeg vidste allerede ved begyndelsen af denne skueproces, at resultatet ville være en dødsdom. Er de, der dømmer os, lige så rolig? Bestemt ikke.


Irina Malozon (dänisch)

Medlem af ungdomsorganisationen Komsomol. Fordelte materiale, som hendes onkel (som brevet er stilet til) havde forfattet. Udøvede forbindelsesaktiviteter for modstandsbevægelsen. Hun blev arresteret af tyskerne og dræbt.

Kære onkel! Jeg er ikke bange for døden. Jeg er bare ked af at have levet så kort og kun gjort så lidt for mit land. Onkel, nu har jeg vænnet mig til fængslet. Jeg er ikke allene, vi er mange. Onkel, derfor er jeg ikke bange for døden. Sig til mor, at hun ikke skal græde. Jeg havde alligevel ikke levet så længe sammen med hende. Jeg havde min egen vej at gå. Mor skal gemme pengene, ellers stjæler tyskerne dem.

Farvel, din niece Irina.


Ljubka Schewtzowa (dänisch)

Medlem af ungdomsgruppen ”Molodaia Gwardija” (unge vagt) blev arresteret og tortureret af tyskerne. Den 7. februar 1943 blev hun – en uge før Krasnodons befrielse – dræbt af SS.

Farvel, mor, din datter Ljubka går bort, ned i den fugtige jord.


Ester Srul (dänisch)

I september 1942 blev de af de 10.000 indbyggere i Kowel i Wolhynien, som endnu ikke war blevet dræbt, spærret ind i synagogen. I grupper blev de ført ud og skudt. En kvinde overlevede, hun blev sindssyg. i synagogens ruiner fandt man budskaber i jødisk sprog:

”Portene åbnes. Der er vores mordere. Sortklædte. På deres beskidte hænder bærer de hvide handsker. Parvis jager de os ud af synagogen. Kære søstre og brødre, hvor er det svært at tage afsked med dette dejlige liv. I, der lever videre, glem aldrig vores lille jødiske gade. Søstre og brødre, tag hævn på vores mordere – for os.

Ester Srul, myrdet den 15. september 1942


Elli Voigt (dänisch)

32 år, født i Berlin. Kom i kontakt med arbejdernes hemmelige modstandsbevægelse. Om hendes arrestering og retssag findes der intet materiale. Den 8. december 1944 blev hun halshugget.

Min kære ven, det er mig forundt at tage afsked med dig, som desværre ikke er muligt for de fleste mennesker. Jeg ved, at du ville tage det sværeste fra mig, hvis det stod i din magt. Dog må enhver selv stå til ansvar for det, han har gjort. Min kærlighed til dig gør det lettere for mig, end jeg troede. At jeg elsker dig, indtil jeg dør, behøver jeg vel ikke forsikre dig om. Vær for børnene altid det, som du var for mig, en ven. Med håbet på livet går jeg i døden. Jeg går i troen om et bedre liv for jer.


Pagina della canzone con tutte le versioni

Pagina principale CCG


hosted by inventati.org